Engesvang Bed and Breakfast - værtshistorie

Engesvang Bed and Breakfast - værtshistorie

Engesvang Bed and Breakfast

Bent havde været fraskilt i et par år og havde købt den gamle præstegaard i Engesvang i 2012. Zhor stammer oprindeligt fra Marokko - men boede allerede i Jylland, da hun og Bent mødtes via en internetside i april 2014.

Det var lige før det aldrig var blevet til noget med de to. Zhor skrev en hilsen til Bent, men der gik en hel måned, inden Bent svarede. Bent troede ikke på, at nogen ville skrive til ham. Så han checkede ikke engang sin postkasse. Da han så opdagede brevet, skyndte han sig at skrive til Zhor. Bent var nervøs - mon hun nu, troede han, slet ikke var interesseret, da der var gået så lang tid. Men Zhor svarede - og det gik godt med de to...

I juni - efter 3 måneders nyforelskelse - flyttede Zhor til Engesvang - og en måned efter - i august blev Zhor og Bent gift. En vild historie om en vild kærlighed der stadig blomstrer på den gamle præstegård.

Da Zhor flyttede ind på gården med sin datter, besluttede parret efter et par år, at lave en Bed and Breakfast. De startede op med 2 dobbeltværelser på 1. salen i stuehuset. Det gik rigtig godt med udlejningen, og snart fandt rigtig mange gæster vej til præstegården. Så mange at Zhor og Bent besluttede at udvide forretningen.

Zhor er uddannet sosu-assistent og har desuden gennem en årrække arbejdet som frivillig, hvor hun har hjulpet andre kvinder, der er flyttet fra udlandet til Danmark med at skabe sig en ny tilværelse. Derigennem har hun skabt en masse sociale kontakter og fået lyst til, at beskæftige sig med andre mennesker.

Bent og Zhor gik i gang med at indrette en lejlighed i den gamle konfirmationsstue, som lå i en selvstændig længe ved siden af stuehuset. Der blev indrettet 3 dobbeltværelser og et familieværelse med 4 enkeltsenge - som en selvstændig enhed med stor opholdsstue, køkken og bad.

Den praktiske inddeling betød, at lejligheden både kunne bruges som overnatningsmulighed for turister - med tre enkelt- eller dobbeltværelser samt et familieværelse til ophold og ferie med fælles faciliteter for gæsterne.

Det sidste skud på udvidelsesstammen er, at 1. salen på stuehuset nu er indrettet som endnu en selvstændig lejlighed bestående af 3 dobbeltværelser med privat køkken og bad.

Vi boede i længen - i et dejligt værelse med god plads og gode senge. Lækker hjemmelavet morgenmad blev serveret i fællesrummet. Jeg kan levende forestille mig hvor hyggeligt det vil være at spise morgenmaden udenfor på den store terrasse med gode havemøbler, bålplads og hyggekroge.

En ting er helt sikkert. Hos Zhor og Bent er du velkommen. Der er en tilbagelænet glad og hyggelig stemning i hele huset, som udelukkende skyldes det humør og den utrolige livsglæde, de to udstråler. Alt er muligt. Du får den hjælp du har brug for og du mødes altid med ro og varme.

Vi benyttede muligheden for at besøge Bølling Sø, der er beliggende kun 2 kilometer fra præstegården i det smukke skovområde, der omkranser Engesvang. Det er ren idyl med bænke, hvor du kan sidde og nyde en kop kaffe eller en madpakke med får, der græsser i nærheden. Eller du kan tage fiskestangen med og få en fed gammel gedde på krogen.

Der er rig mulighed for gode vandre- og cykelture. Du kan hente righoldig information området og den genopretning, der har fundet sted gennem en årrække - faktisk er det et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter, som blev gennemført over en længere årrække frem mod 2005.

Formidlingsruten I Fortidens Fodspor giver et anderledes og engagerende indblik i områdets rige kulturhistorie.

Du kan læse mere om området på Naturstyrelsens hjemmeside: www.naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/boelling-soe/

 

Engesvang Bed and Breakfast
Tilbyder 2 dejlige ferielejligheder der også kan lejes som enkelt-, dobbelt- og familieværelser til ophold og ferier. Der tilbydes 12 faste sengepladser med mulighed for opredninger. Linned og håndklæder samt rengøring er inkl. i priserne. Serveret morgenmad 85 kr. pr person.

Engesvang Bed and Breakfast
Zhor og Bent Damholdt
Karupvej 1
7442 Engesvang

Mobil: +45 42 17 76 52
Mobil: +45 30 40 40 37
E-mail: zhor.damholdt@gmail.com

 

_dsc3552