Kære gæst
Jeg hedder Lone Frost, og jeg er Bed and Break-fast-værtinde på Fyn på Bed and Breakfast Åløkke - der ligger mellem Nyborg og Kerteminde. Hvad har det med et 10-års jubilæum på Bed and Breakfastguiden at gøre, tænker du måske. Faktisk en hel masse. For det var mig der i 2011 stiftede Bed and Breakfastguiden - noget i trods - og lidt i ulmende vrede.
Da jeg startede min Bed and Breakfast for 15 år siden, var det meget anderledes for gæsterne at booke et værelse hos mig - end det er i dag. Dengang var det ikke normalt, at bestille et værelse via en internetportal. Langt de fleste gæster kørte på turistinformationerne eller orienterede sig via brochurer, de fik tilsendt med post-en - og fandt mig på den måde. Så vi værter kendte ikke til provisionsbetaling via bookningportaler. - Men det kom vi til...
Booking.com blev grundlagt i Holland i 1996 og AirBnB i USA i 2006. Og efterhånden blev mange af gæsterne klar over, hvor let det er at booke online. Resultaterne kommer omgående under søgningerne, her er ledigt for dig på dette sted - book her og god tur. Går du på internettet for at finde et godt overnatningssted - og benytter f.eks. booking.com, hotels.com og AirBnB - ser det ud som om, det er en gratis service at benytte. Det er det jo for dig som gæst. Men det er det bestemt ikke for overnatningsstederne. Disse internetportaler kræver helt op til 28% i provision af os værter for at sætte dig i forbindelse med os via internettet.
Så gratis, er slet ikke så gratis for dig, som du tror.
Du kommer i sidste ende, som forbruger, til at betale for ydelsen - fordi priserne på de private overnatningssteder nødvendigvis stiger, når provisionen er så høj. Her hos mig på mit lille sted, betyder det, at moms og provision tilsammen udgør næsten 50% af prisen for en overnatning. Det er præcis her Bed and Breakfastguiden har fået succes. Når værterne deltager hos i Bed and Breakfastguiden, betaler de et lille fast månedligt beløb for at deltage. En promille af hvad de ellers måtte betale i provision.
Så når du booker direkte hos værterne via de informationer, du finder i Bed and Breakfastguiden, hjælper du dig selv og værten til at kunne fastholde et fornuftigt prisniveau - og dermed også til at kunne fastholde en god og billig overnatningsform.
Og værterne er jo Bed and Breakfastværter, fordi de holder af at møde nye mennesker, og at besvare alle spørgsmål, du måtte have om Bed and Breakfaststedet, inden du beslutter dig for at booke. På Bed and Breakfastguiden får du alle informationer om stedet - og kan kontakte værten direkte - hvis du har spørgsmål. Det er en stor glæde for os værter at kunne hjælpe med alle spørgsmål om dit ophold eller lokalområdet.
Når du booker via store internationale internetportaler, kan du ikke få oplyst overnatningsstedets telefonnummer, mailadresse - eller bare den fysiske adresse, hvor stedet ligger. Du tvinges til benytte portalens meddelsescenter til kommunikation med værten. Først, når du har booket, får du adgang til disse informationer. Forsøger vi værter at skrive vores telefonnummer eller vores mailadresse til dig - bliver det omgående slettet på de store portaler.
Så min indledende bemærkning om trods og vrede - den kan du nok bedre forstå nu :)
Og det viste sig, at den følelse blev delt af mange andre værter end mig. Det første år i 2011 var der bare 140 værter, der deltog i Bed and Breakfastguiden. I år er vi omkring 700. Det kan kun lade sig gøre at fastholde værterne i vores regi - fordi du booker igennem os og vores organsisation. Uden provisionsbetaling.
En varm tak fordi du bruger Bed and Breakfastguiden
Derfor skal et 10-års højt hurra og tak lyde herfra, både til dig som benytter Bed and Breakfastguiden og de deltagende overnatningssteder i hele Danmark og Nordtyskland.
Tak for 10 spændende, udfordrende og sjove år - vi glæder os til de næste 10 år.
Gps: 55.3381413228623, 10.71417772773378