Amalienborgmuseet og En Dronnings Smykkeskrin - 50 år på tronen fortalt i smykker

Amalienborgmuseet og En Dronnings Smykkeskrin

Amalienborgmuseet
I hjertet af København inviteres du indenfor på Amalienborgmuseet i en af Europas fineste rokokobygninger og kommer helt tæt på kongefamilien.

I 2022 kan du som noget helt særligt opleve særudstillingen En Dronnings Smykkeskrin - 50 år på tronen fortalt i smykker i anledningen af H.M. Dronningens 50-års regeringsjubilæum. Udstillingen vises på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg og kan opleves fra 14. januar til 23. oktober 2022.

Dronningen råder over en stor smykkesamling, som Dronningen benytter meget bevidst og aktivt - og med omhu og omtanke. For Majestæten er smykker nemlig ikke bare smykker. De er symboler og bærere af minder, venskaber, kontinuitet, af livet som Danmarks regent gennem 50 år og 50 års Danmarkshistorie.
Udstillingen præsenterer for første gang nogensinde over 200 kendte og mindre kendte smykker fra Dronningens smykkesamling. Hvert smykke i udstillingen er bærer af en historie og refererer til en eller flere private eller officielle begivenheder i Dronningens 50-årige regeringsperiode.

Som en helt særlig oplevelse i udstillingen har Dronningen selv lagt stemme til den audioguide, som man får udleveret, når du besøger museet. Med audioguiden i hånden kan man derfor undervejs i udstillingen høre Dronningen selv fortælle om udvalgte smykker og begivenheder. Kongernes Samling har i samarbejde med Politikens Forlag udgivet bogen En dronnings smykkeskrin.

Amalienborgmuseet ligger lige overfor H.M. Dronningen og Kronprinsparrets residens. Et besøg på museet er som at træde 150 år tilbage i tiden, til en vandring gennem de danske konger og dronningers historie. Oplev bl.a. Christian 10.s arbejdsværelse og Frederik 9.s kontor, der står, som de gjorde dengang. Gå en tur rundt i palæets mange flotte rum og læg mærke til, hvordan hvert rum bærer præg af de kongeliges personlige smag.

Du kan også opleve storslået russisk juvelérkunst i Fabergékammeret, hvor du blandt andet kan se en gigantisk champagnekøler i forgyldt sølv. Slut dit besøg af i slotsbutikken, hvor du kan finde et væld af det fineste Fabergépynt, smykker, bøger, postkort og meget mere.

Amalienborgmuseet:
Entré:
Voksne: 125 kr.
Studerende: 80 kr.
Under 18 år: Gratis.

Åbningstider:
Tirsdag-søndag: 11-16
Mandag: Lukket.

Christian VIII’s Palæ
Amalienborg Slotsplads 5
1257 København K
Telefon: +45 33 12 21 86
www.amalienborg.dk

naassut-diademet-2018-kronprinsens-50-aarsdag-keld-navntoft-ritzau-scanpix-scaled