Bøgebjerggård Bed and Breakfast - En perle på Nordals

Bøgebjerggård Bed and Breakfast - værtshistorie

Jeg er født på Fyn i Korinth og døbt i Brahe Trolleborg - smiler min navnesøster Lone. Og da jeg var 10 år gammel, flyttede hele familien til Vordingborg - og jeg flyttede jo med. Lone griner med en perlende latter.

Og ja - så blev hun headhuntet til Nordals nogle år senere, siger Henning med sit skæve smil og sin lavtmælte, men humørfyldte stemme. Henning er jo 5. generation her på gården, fortæller Lone. Så der var jo ikke rigtigt noget valg. Ville jeg være sammen med Henning, måtte jeg til Nordals. Vi drev landbruget sammen i mange år - indtil det med søen skete.

Der blev med fonde og lokale kræfter og penge - udarbejdet planer om at genskabe Mjels Sø. Søen havde i mange år været drænet og jorden anvendt til dyrkning. Afvanding af Mjels Sø begyndte helt tilbage i 1840´erne. Først i 1932 var de 81 tdr. land tørlagt og kunne benyttes til planteavl. Vi ejede og dyrkede ca. 8 hektar af det gamle søareal. I midten af 1980´erne begyndte så snakken om at genetablere Mjels Sø. Der var pengestærke folk bag ønskerne. Og da kommune, amt og fonde gik med på planerne, gik genetableringen af søen i gang i 2006. Det ændrede vores liv.

Efter mange og lange snakke besluttede vi, som søplanerne skred frem, at afhænde al vores landbrugsjord og blive boede på gården. Vi valgte at blive lønmodtagere begge to - som 50-årige. Men da jeg altid havde drømt om at have Bed and Breakfast, åbnede den mulighed sig jo med genetableringen af søen, fortæller Lone. Vi måtte jo så køre på arbejde hver morgen. Det var nyt for os. Og vi startede udlejningen med et enkelt værelse. Vi stillede morgenmaden klar i køleskabet til gæsterne. Og da Henning mødte tidligt og havde tidligt fri, ordnede han værelserne og ryddede op efter morgenmaden, når han kom hjem. Langsomt udviklede tingene sig. Vi tog stille og roligt flere værelser i brug og byggede nyt badeværelse på 1. sal. Ellers skulle gæsterne nedenunder for at bruge badet der.

Det seneste skud på stammen er vores familieværelse. Det havde vi behov for - et værelse med plads til en hel familie - og det fungerer alt sammen rigtig godt nu. Når du kommer til Bøgebjerggård, er det som et eventyr. Med den smukkeste beliggenhed ved Mjels sø - gården ligger i en bølgende bakket tunneldal - på en lille tange der skyder sig ud i søen. Fra værelset, hvor vi bor, er der den smukkeste udsigt over det store haveanlæg og søen. Alt er indrettet med omhu og omsorg. Den store repos bruges til morgenmadsservering på dage med dårligt vejr.

Du kan købe sjove og smukke kunsthåndværk som ligger i vindueskarmen. Der er øl, vin og vand i køleskabet - hvor du lægger betalingen, for det du har købt på en bakke. Haven er en drøm, med små hyggelige kroge og siddepladser - alle med udsigt over søen. Og et væld af blomster og blomstrende buske. Ja, vi piller og nusser ikke i haven, ler Lone, da hun viser os rundt. Det er en have med store linjer. Men det skal da se ordentligt ud, og græsset skal passes. På højen deroppe, er der den smukkeste udsigt. Og vi har sået et væld af vilde blomster. Det skulle I nu gå op se.

Vi sidder ved morgenbordet og hygger os med det dejligste måltid. Frisk frugt, en fantastisk lokal ost, hjemmebagt rugbrød og boller. Perfekt blødkogte æg, juice, kaffe og bær. Og igen med denne forrygende udsigt til søen fra den hyggelige, overdækkede veranda. Det er Lones yndlingssted på gården. Det er her, det røde, runde tæppe skal ligge, du ved, når man skal udpege det dejligste sted i ens hjem - hvis jeg var med i den der TV-udsendelse, smiler Lone. Så du kommer aldrig herfra igen, spørger jeg Lone. Men det er Henning der laver sjov og svarer: Nej, medmindre Lone kommer til at ligne sin mor for meget - så bliver både hun og vi her, klukker Henning.

Bøgebjerggård Bed and Breakfast

Tre dejlige værelser. 2 dobbeltværelser og et familieværelse. Alle tre værelser ligger på 1. sal - de to af værelserne har søudsigt, mens det sidste har udsigt til haven. Trådløst internet og TV.
Enkeltværelse: 400 kr pr. nat.
Dobbeltværelse: Fra 500 kr. pr nat.
Familieværelse: 750 kr. pr nat - 3 personer.
En ekstra opredninger 150 kr. pr nat.
Morgenmad voksen: 70 kr pr person.
Morgenmad barn indtil 12 år: 35 kr. pr person.

Rabat: Ved mere end en overnatning gives 10% rabat fra nat nummer 2.

Bøgebjerggård
Lone og Henning Carlsson
Kådnervej 7, Oksbøl
6430 Nordborg
Telefon: +45 74 45 49 05
Mobil: +45 28 77 40 06
E-mail: helo-carlsson@mail.dk
www.alsbedandbreakfast.dk

img_7505