Fyrpasserhuset - Kun himmel og hav - værtshistorie

Djursland - Fyrpasserhuset BB - værtshistorie

Kun himmel og hav...
Du kører gennem et fantastisk landskab af bølgende bakker, glimt af hav og fjord, ser Kalø Slotsruin liggende som en sort silhuet i fjorden, kører videre gennem små idylliske landsbyer - helt ud på det yderste Djursland, gennem Knebel - ud til Fyret - helt derude hvor himmel og hav flyder sammen til et smukt, smukt hele.En lille samling huse ligger omkring Fyret og i et af dem ligger Fyrpasserhuset - hvori du kan tilbringe en nat eller en uge i den fantastiske natur.

Winnie og hendes mand Sten købte Fyret og Fyrmesterboligen sammen med en anden familie i 2005. Sten og Winnie kom oprindeligt fra Ryomgård, hvor de havde boet sammen i mange år. Sten arbejdede hjemmefra som revisor, og Winnie - der er uddannet væver fra Det Jyske Kunstakademi - havde vævestue og vævede pragtfulde boligtekstiler hjemme på gården. Hun rejste desuden rundt i hele landet og underviste i vævning og holdt foredrag og kurser. Dertil kom de daglige pligter på gården, hvor familien drev hobbylandbrug med jordbrug og 25-30 kreaturer. Winnie var lykkelig på gården og stortrivedes.

Så da Sten fortalte, at han gerne ville sælge gården og flytte, sagde Winnie nej.  Hun ønskede i hvert fald ikke at flytte - medmindre det ville være til noget bedre, end der hvor de var! Og Winnie troede ikke på, at et sådan sted fandtes...

Det var lige indtil den dag, Sten viste hende en annonce i den lokale avis, hvoraf det fremgik, at Fyret i Knebel blev udbudt til salg. Så ville Winnie gerne flytte...

Og da Winnie og Sten igennem 4 år havde renoveret Fyret og Fyrmesterboligen - dør Sten pludseligt - og Winnie vælger at sælge Fyret og købe Fyrpasserhuset - nabohuset til Fyrmesterboligen og bruge det til udlejning for gæster. Winnie gennemrenoverer - igen - et nedslidt hus, der igennem 20 år havde været brugt som feriekoloni for børn - og det bar huset i høj grad præg af. Naturstyrelsen havde ejet huset og der var en bestemmelse om, at huset skulle bruges i forbindelse med natur og vidensformidling. Så der havde været en strøm af lejrskoler, børn og unge igennem huset - som i den grad var nedslidt.

Der er svært at tro, når du ser huset i dag. Der hviler en ro og en skønhed over stedet, som er svær at beskrive med ord. Huset med de 63 centimeter tykke mure er renoveret med smukke materialer og enkle møbler - alt ånder af skønhed - udført med godt håndværk. Overalt - igennem alle vinduer - er der en ubeskrivelig udsigt over havet - og smukke kig til Fyret der knejser højt - med sin røde hat som krone.

Store gamle fyrretræer står langs havet og bryder punktvis udsigten med deres mørke stammer og kroner.

Fyrpasserhuset er i dag indrettet med en stor stue der rummer plads for op til 18 gæster - der kan bruge køkkenet og de dejlige omgivelser til dagsbesøg på stedet. I stueetagen findes et dejligt soveværelse med 2 enkeltsenge. Hertil kommer 2 soveværelser på første sal med 2 dobbeltsenge, et dejligt badeværelse samt en lille repos med en hule, der rummer en ekstra soveplads.

Både lokale og udefrakommende gæster nyder dette enestående sted på ferieture eller som overnatningssted ved familiekomsammen og ved festlige anledninger.

Winnie selv bor i Fyrmesterhuset lige ved siden af - hvor hun har indrettet sig med sin vævestue, og hvorfra hun stadig rejser ud i landet med sit arbejde.

Og vi kan garantere en ting - Fyrpasserhuset i Knebel er simpelthen et fantastisk sted at besøge. Omkring huset er der en gårdhave, der ligger skærmet for vind, indrettet med finurlige sten fundet på stranden - vilde tørrede blomster - og igen - denne helt forrygende udsigt. Jeg tror ikke, der findes et sted i Danmark, der ligger smukkere end dette.

Fyrpasserhuset
Helt hus på 120 m2 med 3 soveværelser og i alt 7 sovepladser. Sengetøj og håndklæder skal medbringes. Stort køkken med service for op til 18 personer. Stor opholdsstue. Alle vinduer har udsigt over havet. Lukket gård med borde og stole til 8 personer og enkelt udekøkken.
Gratis wifi. Hunde kan medbringes.

Winnie Poulsen
Sletterhagevej 54
8420 Knebel
Telefon: +45 86 39 45 32
winnieogsten@email.dk
www.fyrpasserhuset.dk

dsc_0020_1