Skov og bakker i lejlighed - eller hus med sol og strand - værtshistorie

Skov, bakker, sol og strand - værtshistorie

Vagn er barnefødt på Kjærsgaard og drev landbrug med malkekøer i mange, mange år. Da han mødte Brian i 1994, var der ingen ferieudlej-ning på gården. Men i 2004 - over en flaske rødvin - traf Vagn og Brian den store beslutning, at stoppe med landbruget og sælge mælkekvoten. En tom bygning blev revet ned. Der trængte nemlig til generel oprydning i omstillingsfasen fra landbrug til privat anvendelse. Beslutningen om at bygge ferielejligheder, bygge pool og bar blev truffet i 2007. Måske ikke kun med udlejning for øje - men også fordi, det ville blive til glæde og fornøjelse for os selv. 16 ha jord blev solgt fra - lige inden det financielle marked brød sammen året efter - og byggeriet gik i gang...

Vi ville oprindeligt bevare så mange dele af den gamle bygning, som vi kunne. Men måtte opgive den plan, da bygningen simpelthen var for dårlig. Men vi gemte nogle få elementer, som vi fik monteret igen, da byggeriet stod færdigt. Blandt andet den gamle sulekonstruktion fra 1600-tallet, som nu står som dekorationselement i lejlighederne - elementer som jo en væsentlig del af gårdens historie. Lejlighederne blev langsomt færdige. Den første stod klar i 2011. De næste to stod klar i  2012 og 2016. Nu planlægger vi faktisk at udbygge igen med 6 dobbeltværelser.

Vi gravede søer på grunden og plantede skov, fortæller Vagn. Vi solgte vores sommerhus ved Kolding og ville med den beslutning understrege vores fokus med ferieudlejningen på gården.

Men så kom et sommerhus til salg ved Nab. Det kørte vi ned og kiggede på - det sker der jo ikke noget ved, bare at kigge, og vi købte det straks - på grund af den smukke beliggenhed. Vi viste, det ville være muligt at leje det ud - og vi havde en drøm om også at benytte det selv, modsat huset i Kolding, som vi sjældent nåede over til. 

Nu startede et helt nyt liv. Når Vagn kørte fra gården om morgenen, var det sjældent, den helt lignede sig selv, når han kom tilbage. Brian er kreativ og har et godt øje for indretning, så vægge blev lagt ned i stuehuset og en hel bolig, åbnede sig for Vagns øjne i takt med, at Brian tog fat.

Baren, som egentlig blev indrettet udelukkende til eget brug - blev hurtigt en fast del af udlejningen. Vi fik i en lang periode lejet vores lejligheder ud til folk, der arbejdede med Facebook-byggeriet i Odense. Og de kom så forbi hver torsdag efter arbejde, når vi alligevel var i baren. Mange lokale hørte om, hvor hyggeligt det var og begyndte at svinge forbi og få en øl. Og selvom vi altid har været meget aktive i vores lokale område - der er ikke den lokalforening, vi ikke har været formand for eller deltaget i - lærte vi nu hurtigt vores omkringboende naboer meget bedre at kende. Nu ved vi, hvem der er gift med hvem, og hvad de laver. Vi laver blandt andet musikarrangementer, og flere og flere i vores opland deltager  og kommer i baren. Vi er kommet så vidt nu, at vi har udskænkningsbevilling og kører med faste åbningstider.

Vi er meget socialt anlagte her på gården. Vi elsker det liv og de oplevelser, det skaber at lære nye mennesker at kende. Når gæster kommer og vores dejlige kæmpestore men blide hund - sammen med os - tager imod vores store og små gæster, er det en stor glæde for os...

 

Kjærsgaard Apartments og sommerhus
Topmoderne smukt fuldt udstyrede lejligheder hver for 2-4 personer midt på Fyn. Pool, bar, skøn natur, fred og ro. Ikke langt fra Odense C. Linnedpakke kan tilkøbes ved bestilling inden ankomst. Lejlighederne har fuldt udrustede køkkener og der serveres derfor ikke morgenmad. Bar 2 dage ugentligt også for omegnens beboere. De kommer til sang og musik, når der er arrangementer. Hyggeligt sommerhus for op til 4 personer ved Nab Strand kun 30 meter fra en dejlig sandstrand. Fra huset er der panoramaudsigt over det sydfynske øhav.

Kjærsgaard Apartments og sommerhus
Vagn og Brian
Vesterlaugsvej 7, Brylle
5690 Tommerup
Telefon: +45 22 47 07 77
Telefon: +45 22 35 32 07
Mail: info@ferie-fyn.dk
www.ferie-fyn.dk

1