Da fortiden kom på besøg på Klithedegårdens BB - værtshistorie

I løbet af vores 11 sæsoner med Bed and Breakfast, har vi haft besøg af de mest fantastiske mennesker fra hele verden. Men den allerstørste oplevelse kom ikke blot fra en anden verden, men også fra en anden tid.

En sen aften i november bankede det på døren, og min mand Morten åbnede. Udenfor i vintermørket stod en midaldrende tysk herre. Han havde lejet et feriehus i området, men var kommet for sent til at få nøglen og måtte derfor finde et logi for natten. Næste morgen serverede jeg morgenmad, og som vi har for vane, snakkede jeg med ham.

Hvad skal du her, alene i november måned? Det var lidt besynderligt. Jo, jeg vil gerne se den egn hvor min far blev uddannet til soldat i 1940. Jeg spurgte ham: Du mener, at din far var soldat her i 1940?  Nej, min far var rekrut på kasernen i Ulfborg. Jeg måtte skuffe ham med, at han var gået galt i byen, for der er ingen kaserne i det nærliggende Ulfborg. Men han blev irriteret og trak en billedbog frem. Stor var min overraskelse, da jeg åbnede den og så sort-hvide billeder i hundredvis fra krigens tid - også fra vores område. Unge tyske soldater, der eksercerede foran skolen i Ulfborg, var på øvelse i klitterne i Husby og spiste kage med Schlagsahne på en café i Ulfborg.

Men hvor havde din far alle de fotos fra, spurgte jeg. Han svarede, at hans far havde medbragt et lille Kodak Retina kamera i sin venstre brystlomme under hele krigen. Som forfatter og skribent var min nysgerrighed vakt. Jeg spurgte, om han ville give mig tilladelse til at skrive en bog på dansk om hans fars historie. Nej, sagde han - Øv, tænkte jeg - Men du kan spørge min far og så trak han sin mobil frem, tastede et nummer og rakte mig telefonen. Germer, Guten Tag,  lød en ældre, men frisk og kultiveret stemme i den anden ende af røret.

Vi fik en lang snak, og bagefter var jeg fyr og flamme. Jeg tog straks fat i min mand, der i mange år var journalist på DR, og sagde, at vi skulle til Tyskland, og det kunne ikke gå for stærkt. Hr. Germer var nemlig 96 år. Mindre end en måned senere sad jeg og talte med den gamle tyske soldat i hans dagligstue i Bremen, mens Morten optog de tre timers samtale på video.

Germer trak også en skotøjsæske frem med over 250 feltpostbreve. Breve, han havde skrevet til familien, og som hans mor havde gemt som en skat... hvilket de også var. De var et ungt menneskes ligefremme vidnesbyrd om en forfærdelig tid, og de havde aldrig været tiltænkt andres øjne end familien. Germer havde genfundet brevene, da hans mor døde i 1980.

Sammen med billederne og den gamle soldats egen beretning, var en helt unik historisk dokumentation vandret lige ind på Klithedegården. Efter syv måneders rekruttid i Danmark, skrev Heinz til sin mor: Nu er jeg soldat, så ses vi igen derhjemme.

Heinz og kammeraterne pakkede deres grej på et gods-tog i Skjern, og så gik det mod syd. Men da toget kørte over grænsen, drejede det til venstre. Heinz skulle ikke hjem. Tværtimod stod han og hans kammerater snart ved den russiske grænse og forstod ingenting. Og den unge gartner med det lyse sind og kameraet i venstre brystlomme dokumenterede det hele med sit kamera og med den linde strøm af breve til familien.

Den 22. juni 1941 blev hans deling som den første sendt indover den russiske grænse. Verdenshistoriens største og blodigste slag var begyndt. Heinz var i forreste række ved Østfronten i halvandet år og snød døden gang på gang. Så godt gik det ikke de fleste af hans kammerater.

Bogen om Heinz´ liv udkom i april 2018 og både han og sønnen var med til udgivelsen. Desværre kom den tyske version fem dage efter, at Heinz døde, knap 98 år gammel. Men han nåede at gennemlæse manuskriptet og var tilfreds. Og jeg nåede at sige farvel på hospitalet i Bremen, og kort efter fulgte sønnen, Morten og jeg Heinz til sit sidste hvilested. Vi var blevet familie. Sådanne oplevelser kan man få ved at have en Bed and Breakfast, hvor man lukker fremmede ind i sin verden.

Vi har mødt ubeskriveligt mange spændende mennesker med spændende historier. Men vi forventer dog ikke at møde nogen, der kan overgå den gamle Østfrontveteran.