Naboløs Bed and Breakfast - værtshistorie

Naboløs Bed and Breakfast
Med fare for, at det lyder klicheagtigt - så er den bedste måde at beskrive Naboløs Bed and Breakfast på - faktisk at citere H.C. Andersens berømte vise:

Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt -
væggene lidt skæve stå,
ruderne er ganske små...

Når du kører på landevejen mellem Kerteminde og Nyborg - så er det fuldstændigt det syn, der møder dig. På den ene side af vejen - lige før den drejer skarpt mod venstre - ligger Storebælt et par hundrede meter fra huset, og på den anden side af vejen ligger det smukkeste vinkelbyggede bindingsværkshus med stråtag. Der er det hele - små ruder, blårøde døre, den fineste sirlige have med blomstrende rosenbuske. Der er bare smukt - lige der - på Kertemindevej. Både sommer og vinter.

Mit besøg falder på en tung, blæsende efterårsdag. Jeg kommer ind i de varme hyggelige stuer, hvor stearinlys lyser mig velkommen, og der står kaffekopper klar på det gamle mahognibord. Solveig sætter sig i sofaen. Hænderne bevæger sig lynsnart. Hun strikker sokker til sin store flok af børnebørn, mens hun fortæller: Vi startede vores Bed and Breakfast i 1991, da børnene flyttede hjemmefra, og huset pludseligt voksede og blev alt for stort til bare os to. Vi var på rejse i Normandiet og boede på Bed and Breakfast. Da sagde jeg til Johnny - min mand - det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Han sagde pænt nej tak. Meeen - der gik da ikke lang tid, før vi alligevel prøvede - sådan lige så stille...

Vores første gæst
Der gik lidt tid, fra vi var blevet helt klar til gæster, til telefonen ringede. Det var turistbureauet i Kerteminde, der ville høre, om jeg kunne tage imod en gæst, der stod på turistinformationen. Han skulle bruge et sted at sove de næste par dage eller tre. Jeg kunne mærke begejstringen og glæden over vores første gæst rulle igennem mig, da jeg sagde - ja, det kan vi godt. Så sender vi ham ud til dig, blev der svaret. Jeg skyndte mig ud og plukkede en velkomstbuket til herren. Ordnede frisk frugt og stillede den frem på værelset, puffede puder og nussede rundt. Fint skulle det i al fald være.

Dagen gik, og der kom ingen gæst. Vi gik til sidst ud i haven og arbejdede - lidt skuffede - da der pludselig stak et mandehovede gennem hækken - og herren sagde med træt røst: Hun sagde, det var lige uden for byen... Der var han så gået hele vejen fra centrum i Kerteminde - de 7 kilometer ud til os. For han var ikke i bil. Han var gøgler og havde sin gøglervogn stående på torvet. Han måtte så låne min cykel, så han kunne komme frem og tilbage. Vores gøglerven fik nøglen til huset og kunne låse sig selv ud og ind. - Det lærte vi af vores første gæst. Vis tillid - så får du den også tilbage.

Nu er det ikke længere kun to dobbeltværelser, vi tilbyder. Vi har tre dejlige dobbeltværelser - det ene med plads til opredning til familier samt en dejlig studielejlighed med eget toilet og bad. Stor opholdsstue, hvor vi serverer morgenmad for vores gæster med hjemmebagt brød - og marmelader af egen gryde. Nu har vi levet 25 år med gæster i vores hjem, som er åbent for alle. Vi nyder de mange bekendtskaber og det liv, der er i huset, hvad enten det er familien eller Bed and Breakfastgæster, der er på besøg. Både Johnny og jeg holder så meget af det liv, der skabes. Lige nu har vi besøg af en lille polsk-dansk dreng og hans far. Så jeg har både lært at sige fugl og fisk på polsk. - Næsten. Drengen kigger trøstende på mig, når jeg forsøger mig og siger: Nu er det næsten rigtigt, Solveig - min far er heller ikke så god til dansk...