Uanset om du er en pilfinger, nysgerrig, nørdet eller nostalgisk. Og uanset om du er lille, stor, forælder eller bedsteforælder, så byder Energimuseet på et væld af oplevelser for hele familien med energi i centrum. Museets udstillingsareal er på hele 15.000 kvadratmeter og er placeret i et fantastisk naturområde omkring Gudenåen og Tange Sø.
Du finder indendørs udstillinger og udendørs finder du aktiviteter og spændende udstillinger. Her er legepladser, hvor du kan brænde energi af, og masser af områder, hvor du kan slappe af med hele familien.Der er masser at gå i gang med for alle. Dygtige guides laver lynshow i Bohrtårnet hver dag, og du kan også selv gå på opdagelse ved at aktivere en skattejagt ved hjælp af din smartphone. Her kommer du rundt i alle de otte udstillingshuse på museets smukke område omkring Tangeværket, Tange sø og Gudenåen.
Vindkraft
Energimuseets udstilling om vindkraft hedder Som vinden blæser. Den handler om, hvordan Danmark blev verdens førende vindmølleland. Historien begynder i 1891 på Askov Højskole med fysikeren Poul la Cour, der blev kaldt Danmarks Edison. Poul la Cour var den første i Danmark, der satte en generator i en vindmølle og brugte møllen til at lave elektricitet. Samtidig uddannede han elektrikere og gjorde det muligt for bønder og håndværkere at lave små elværker rundt om i landet.
Elektricitetens Hus
I Elektricitetens Hus fortælles historien om, hvordan strøm produceres, hvordan den kommer ud til forbrugerne, og hvordan den sætter sit præg på vores hverdag og kultur. På de 1.000 kvadratmeter, udstillingen fylder, behandles mange undertemaer. Et afsnit om skiftende tiders design af lamper, miljøer med gamle el-producerende maskiner, afsnit om ungdomskulturens strømforbrug, et tv-studie, og der er et afsnit om industri med en rigtig industrirobot - for bare at nævne nogle af temaerne.
Tangeværket
På Energimuseet kan du se Tangeværkets maskinhal med de tre 100-årige generatorer. Du kan se museets udstilling om vandkraft, og du kan gå tur på den 800 meter lange dæmning, der spærrer for Gudenåens vand og danner Tange Sø, der er den største kunstige sø i Danmark. Gudenaacentralen er Danmarks største vandkraftværk, hvor man har fremstillet elektricitet siden 1921.
Ørstedloftet
Ørstedloftet er et historisk sciencecenter, hvor store og små pilfingre kan udfolde sig. På Ørstedloftet kan du træde i videnskabsmændenes fodspor gennem århundreder fra 1600-1900, hvor alle grundlæggende opdagelser og opfindelser på elektricitetens område blev gjort. Og alt det vigtige er taget med.
De Historiske Huse
Energimuseet har tre tidstypiske huse fra henholdsvis 1920, 1935 og 1960. I de historiske huse kan du se, hvordan el og el-apparater gennem de sidste 100 år har ændret vores dagligdag og den måde, vi lever på.
Niels Bohr Tårnet
Lyn og elektriske gnister kan på en gang virke fascinerende og skrækindjagende. Som regel opleves de på stor afstand og gerne bag vinduesglas, men i Energimuseets Niels Bohr Tårn kan man på nært hold opleve store og små elektriske gnister uden fare for liv og lemmer.
I tårnet står en 7,5 meter høj Van de Graaff generator. Generatoren er bygget af danske videnskabsmænd i 1953 og har i en årrække været brugt til videnskabelige forsøg. Forsøgene betød, at Niels Bohrs søn, fysikeren Aage Bohr, og Ben Mottelson kunne bekræfte en epokegørende teori om atomkernernes opbygning, som de i 1975 fik nobelprisen for. I dag er generatoren afløst af nye typer og har dermed fået et otium som maskinen, der kan lave gnister.
Energihaven
Energihaven ligger ved hovedbygningen ved Gudenåen og er et af de nyeste områder på Energimuseet. Haven har til formål at sætte begrebet Den Grønne Omstilling i øjenhøjde for både børn og voksne i et hyggeligt og naturskønt miljø. Her kan du opleve et cirkulært energikredsløb, som kan bruges og anvendes af alle besøgende på Energimuseet. Man kan klappe geder, plukke grønt og lære om biogas samtidig med, at der vil være mulighed for at lave enkel mad i udekøkkenet.
Solenergi
Hvor meget strøm laver et solpanel, hvordan ser det ud på nært hold, og findes der mere end én slags? Er det rigtigt, at når vindhastigheden fordobles, så producerer en vindmølle otte gange så meget energi? Bliver vandet ordentligt varmt i en solfanger? Disse og lignende spørgsmål kan du selv undersøge i Energimuseets solby.
Energimuseet
Bjerringbrovej 44
8850 Bjerringbro
Telefon: 86 68 42 11
info@energimuseet.dk
www.energimuseet.dk
Åbningstider: www.energimuseet.dk/dit-besoeg
Gps: 56.355928, 9.603534
Vrads Station
Engesvang Bed and Breakfast - værtshistorie
Da fortiden kom på besøg - værtshistorie
Fuglsø Kro BnB - værtshistorie
Struer - Humlum BB - værtshistorie
West Coast Cottage Holiday Apartments - værtshistorie
Fængselsmuseet i Horsens
Femmøller Strand og Ebeltoft
Strandingsmuseum St. George i Thorsminde
Et 5-stjernet paradis - værtshistorie
Energimuseet ved Tange Sø
Verdenskortet i Hobro
Djursland - Fyrpasserhuset BB - værtshistorie
Silkeborg - Sejs BB - værtshistorie
Ebeltoft - Femmøller Strand BB - værtshistorie
Ry - Bestig Bjerge i Danmark
Horsens - Middelalder Festival
Mols Bjerge - Guderne gjorde sig umage
Gudenåen - Danmarks længste vandløb
Djursland - Djurs Sommerland
Silkeborg - Riverboat Jazz Festival
Midtjylland - Hærvejen
Midtjylland - Landet midt imellem
Hvide Sande - Art Hvide Sande
Silkeborg - Søhøjlandet
Randers - Randers Regnskov