Frøslevlejren - et besøg tilbage i tiden

Padborg - Frøslevlejren

Frøslevlejren - et besøg tilbage i tiden
Frøslevlejren blev bygget som tysk interneringslejr i 1944 under den tyske besættelse af Danmark og er i dag en af Europas bedst bevarede tyske fangelejre.

Frøslevlejren 1944-1945
Fra efteråret 1943 deponerede besættelsesmagten flere og flere danskere til tyske fangelejre - på trods af protester fra de danske myndigheder. Under forhandlinger med besættelsesmagten i 1944 foreslog den danske regering at opføre en interneringslejr på dansk jord for at forhindre, at danskere blev deporteret til udlandet. Flere tusinde danskere sad i lejren, som det tyske sikkerhedspolitis fanger.

Selv om lejren blev bygget for at undgå at danske fanger blev deponeret til de tyske koncentrationslejre, blev godt 1.600 frøslevfanger - stik mod alle aftaler - sendt videre til de skrækkelige koncentrationslejre rundt om i Tyskland.

Fårhuslejren 1945-1949
Umiddelbart efter den tyske kapitulation den 5. maj 1945 blev Frøslevlejren tømt for fanger for omgående at blive fyldt op med nye. Der opstod et akut behov for interneringsmuligheder til de mange danskere som var mistænkt for landsskadelig virksomhed af modstandsbevægelsen. Det kunne de mange barakker i Frøslevlejren bruges til - Frøslevlejren blev omdøbt til Fårhuslejren og blev derefter brugt til de såkaldte landssvigere eller stikkere. Fårhuslejren blev den største straffeanstalt for landssvigere i Danmark.

I alt blev ca. 5.000 personer indsat i Fårhuslejren i perioden fra befrielsen til lejren blev afviklet i oktober 1949. Langt de fleste strafafsonere i Fårhuslejren kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland - ca. 3.000 personer. Fårhuslejren blev afviklet i 1949, da langt hovedparten af landssvigerne havde udstået deres straffe.

Padborglejren 1949-1984
Den danske hær overtog lejren i november 1949. Den skulle omdannes til en kaserne og blev omdøbt til Padborglejren. Fra 1968-1975 blev Padborglejren anvendt som kaserne af det danske Civilforsvar. Derefter blev lejren frem til 1984 brugt som Civilforsvarets depot for sygehusberedskabsmateriel. Angiveligt ville lejren være blevet jævnet med jorden, hvis ikke Frøslevlejrens Museum var blevet etableret i 1963.

Frøslevlejren 1984-i dag
Sønderjyllands Amt og Bov Kommune dannede i 1984 Den Selvejende Institution Frøslevlejren. Formålet var at restaurere bygningerne i lejren og bevare lejren som et historisk mindesmærke fra 2. Verdenskrig. Staten, som via Statsskovvæsenet ejede lejrarealet, overdrog Den Selvejende Institution Frøslevlejren brugsretten til arealet og bygningerne - bortset fra Frøslevlejrens Museum, som var ejet af Nationalmuseet. Den selvejende Institution Frøslevlejren udlejede barakkerne til diverse skoler, udstillinger og virksomheder. I 2004 forlod Foreningen af Danske Eksportvognmænd lejren som de sidste lejere på området.

I maj 1999 blev der fremsat et lovforslag i Folketinget om at etablere en national mindepark i Frøslevlejren. Overordnet gik lovforslaget ud på at ”mindeparken ud over Frøslevlejrens Museum alene skal kunne benyttes til museumsdrift i øvrigt samt til anden kulturel virksomhed, der kan fungere i respekt for mindeparken”. Forslaget blev ikke vedtaget, men sendt videre til Kulturudvalget, som skulle finde en løsning med politisk opbakning.

Denne løsning blev nået i 2001 efter indgående drøftelser mellem Miljøministeriet, som er grundejer, Kulturministeriet, som ejer Frøslevlejrens Museum og endelig Den Selvejende Institution Frøslevlejren, dvs. amt og kommune, som har brugsretten til området.

Der blev afsat 1,5 millioner kroner til at etablere en mindepark på området. Der blevet fældet en del træer, de originale stiforløb blev genetablerede, lysmaster og skilte blev udskiftet til de originale, de gamle pigtrådshegn og gamle nedlagte bygninger markeret i terrænet og sidst, men ikke mindst, blev alle parkeringspladser nedlagt og reetableret udenfor mindeparken.

I dag står den oprindelige lejr tydeligere frem og fremhæver lejrens historie fra 1944-1945.

Frøslevlejrens Museum
Museets faste udstillinger findes i lejrens hovedvagttårn og i en af de tidligere fangebarakker. Begge bygninger er de originale bygninger tilbage fra 1944. I hovedvagttårnet fortæller udstillingen om den politiske baggrund for Frøslevlejrens oprettelse, bygningshistorien, den tyske overvågning og forvaltning af lejren samt det danske fængselsvæsens virke i lejren.

I den tidligere fangebarak belyser udstillingen den daglige fangetilværelse i lejren. Udstillingen viser også forholdene i de tyske koncentrationslejre, som ca. 1.600 frøslevfanger blev deporteret til.

I Frøslevlejrens Museum har du mulighed for at bestille en rundvisning eller et foredrag om Frøslevlejrens historie. Både rundvisning og foredrag har en varighed af ca. 50 minutter.